Kategori: Bitterstoffer
Familie: Pedaliaceae
Engelsk: Devil's claw
Tysk: Teufelskralle

Beskrivelse:

Planten gror i Sydvestafrika i området mellem 15 og 30 graders sydlig bredde, i Kalahariørkenen og de Namibiske steppeområder. Den er en ca. 2 m. lang, hen ad jorden krybende plante med rødlige, tragtformede blomster.

Frugterne er 15 cm. lange, træagtige og besat med modhager (deraf navnet "Djævleklo), som let sætter sig fast i dyrenes pels og herved spredes.

Primærroden går omkring 2 m. ned i jorden, hvorfra der går vandrette udløbere, som ender i op til 25 cm. lange og 6 cm. tykke rodknolde. Disse knolde udgør drogen, tuber harpagophyti.

Indholdsstoffer:

Rodknolde af begge arter indeholder det bitre iridoidglycosid harpagosid, en kanelsyreester, med en bitterstofværdi på ca. 5000-15000 (det kan stadig smages, når det er fortyndet 5-10.000 gange). Dette stof forekom i en undersøgelse af 61 forskellige drogeprøver i en koncentration på 0.0-3.0% (!), de fleste prøver (47 af 61) lå i størrelsesordenen 0.5-1.0%. Den store svingning i indholdet af aktive stoffer svinger så meget skyldes ikke mindst, at man på grund af de vanskelige handelsveje - og deraf følgende høje priser - tit "strækker" drogen med primærroden!

Rodknolden indeholder desuden iridoidglycosider: procumbid, harpagid og 6'-O-p-cumarylprocumbid; og iøvrigt et ikke nærmere specificeret biosid, samt kanelsyre, op til 70% kulhydrater (hexoser og oligosaccharider); og i H. procumbens desuden n-alkaner, steroler, fedtstof og voks.

Virkninger og bivirkninger:

Undersøgelser af Harpago-rods smertestillende virkning overfor gigt har ikke givet entydige resultater; den er i nogle forsøg blevet bekræftet, men i flere andre afkræftet. Dette kan måske forklares ved den meget store variation i indholdet af aktive stoffer.

I et enkelt forsøg, hvor man sammenlignede et harpagopræparat med phenylbutazon (C19H20N2O2, et smertestillende gigtmiddel), faldt resultatet dog ud til plantens fordel, og gigt fremkaldt kunstigt i rotter ved hjælp af formaldehyd lod sig også påvirke gunstigt. Fremtidige forsøg med planten bør udføres med en standardiseret ekstrakt for at opnå entydige resultater. Det menes, at harpagogeninerne, altså harpagosidets nedbrydningsprodukter, er ansvarlige for virkningen, men da disse forbindelser er ret ustabile, er de ret vanskelige at undersøge.

Overdoserer man Harpagorod, får man diarré, hvilket sandsynligvis skyldes at bitterstofferne har afførende virkning i store doser (en generel virkning hos de ugiftige bitterstoffer).

Anvendelse:

Harpago kom første gang til Europa i 1953, indført af en tysk kolonist ved navn G. Mehnert, som havde lært den at kende af en nu ukendt Hottentot-medicinmand. I den lokale folkemedicin benyttes den stort set som vore egne velkendte bitterstofdroger, men også som febermiddel, alment udrensende middel og ved smerter under svangerskab og efter fødsler. Planten benyttes ikke mod gigt i sit hjemland, som det angives af nogle kilder, og det anses af etnofarmakologerne som et tegn på, at den ikke er egnet til dette brug.

I afrikansk etnomedicin bruges den mest mod fordøjelsesbesvær, og desuden udvortes på sår, bylder og lignende. Derfor har den tyske sundhedskommission E, som undersøger planter, plantepræparater og anden naturmedicin, ikke kunnet anbefale planten mod gigt. I USA har FDA (Food and Drug Administration) vundet flere retssager mod folk, som blev hovedrige ved at påstå, at de kunne helbrede gigt med Harpago.

Jeg kender på den anden side personligt til mennesker, som har følt sig hjulpet (men ikke helbredt) af Harpago, mest tydeligt ved akutte podagra-anfald, og der kan i hvert fald ikke ske noget ved at prøve sig frem med den. Man skal bare ikke love mennesker med kroniske smerter mere end man kan holde. I Vesten blev planten ved sin fremkomst (jeg havde nær sagt som sædvanlig) udråbt som en mirakelmedicin med gunstig virkning på allergiske lidelser og lever-, nyre-, galdeblære- og blærelidelser. Den fik oven i købet også ry for at kurere ældningssymptomer og sukkersyge, hvilket der overhovedet ikke er belæg for. Harpago er dog et af de kraftigste bitterstof-tonika vi har til rådighed.

Harpago kan laves som the: 4-5 g. (1 teskefuld) knust eller groft pulveriseret droge overhældes med et krus kogende vand og trækker ved stuetemperatur i 8 timer. Drikkes i løbet af dagen i tre portioner.

Som tinktur eller perkolat er dosis 1 tskf. i lidt vand tre gange daglig. Varigheden af en kur er ca. en måned eller som ordineret i hvert enkelt tilfælde. (En kommentar til sundhedspersonale: Her er taget højde for, at planten i vid udstrækning benyttes til selvbehandling.)