Ensian

Gentiana lutea L.

Kategori: Bitterstoffer
Familie: Ensianfamilien (Gentianaceae)
Engelsk: Gentian
Tysk: Enzian

Beskrivelse:

Urt, op til 100 cm. høj. Roden op til 60 cm., 2-4 cm. tyk og gulbrun. Bladene er store, eliptiske og helrandede. Blomsterne er små, gyldengule og ordnet i klaser.

Planten gror ikke i Danmark, men vi har dog underarterne Klokkeensian (Gentiana pneumonanthe L.) som er totalfredet, Bredbægret ensian (Gentiana campestris L.), Baltisk ensian (Gentiana baltica MURB.) og slægtningen Tusindgylden (Centaurium minus), hvis blade kan anvendes som erstatning.

Indholdsstoffer:

Roden, som er den del af planten der anvendes, indeholder som vigtigste virkestoffer bitterstofglycosider af secoiridoidfamilien, som f.ex. amarogentin og gentiopicrosid.

Gentiin, som man før troede var ét stof, har vist sig at være sammensat af gentiopicrosid og flavonoidet gentisin. Herudover findes gentisinsyre (en afledning af benzoesyre), glycosidet gentiosid og endelig alkaloiderne gentianin og gentialutin, som udgør ca. 0.03%.

Sekundære stoffer i roden er bl.a. forskellige sukkerstoffer (gentiose og det bitre gentiobiose), garvestoffer, slimstoffer og pektin.

Ensian har en bitterværdi på 20.000, hvilket vil sige, at den bitre smag slår igennem i fortyndinger på 1:20.000, og stoffet amarogentin i ren form har tilsvarende en bitterværdi på 50.000.

Ensian er en af de klassiske bitterstof eller amara-droger, hvortil også regnes Tusindgylden, Cikorie, Bukkeblad, Kransburre. Disse planter er i modsætning til andre bitre planter praktisk taget ugiftige, og kan derfor doseres højt.

Virkninger og bivirkninger:

Se bogens afsnit om bitterstoffer. Ensian er typisk for denne stofgruppe (amara).

Anvendelse:

Benyttes til stimulering af appetitten, dels hos ældre mennesker og anoreksipatienter (husk at følge op med psykoterapi!), ved overfyldthedsfølelse, oppustethed og som galdedrivende middel.

Te: 1-2 g. groft pulveriseret ensianrod overhældes med kogende vand og sies efter ca. 5 minutters trækketid. (1 tskf = ca. 3.5 g.) Dette er en meget bitter sag, som man bestemt ikke indtager for smagens, men for virkningens skyld!

Tinktur: ca. 20 dr. i lidt vand ½ time før måltiderne. Denne måde at tage ensian på er nok den mest praktiske.